Amerikansk FodboldNfl

Hvem mangler på århundredets NFL-hold?

januar 9, 2020

Hvis man har set NFL i denne sæson, er det næppe gået ens næse forbi, at ligaen fylder 100 år. Som en del af festlighederne har NFL sammensat et hold over de 100 bedste spillere, ligesom de sammensatte et hold, da ligaen fyldte 75 år.

Listen er sammensat af et panel bestående af tidligere spillere, trænere, general managers og journalister. Og ligesom med holdet der blev sat sammen da ligaen fyldte 75 år, tages der højde for positioner, så der eksempelvis er blevet plads til special teams-spillere.

Med en liste som denne vil der altid være spillere, der glimrer ved deres fravær – men hvem er de største snubs i denne omgang?

Da målet med holdet er at fejre ligaens jubilæum og hylde spillerne, tager vi de positive briller på og nøjes med kigge på hvem, der burde have været på listen – og ikke hvem, der som konsekvens heraf, måtte vige pladsen.

LaDainian Tomlinson, Running back (2001-2011)

Adrian Peterson, Running back (2007- nu)
 

Den amerikanske journalist Peter King, som var en del af panelet, der sammensatte listen, forklarede på NFL TV, at det var blevet understreget over for panelet, at listen skulle repræsentere hele ligaens hundredårige historie – hvilket er forklaringen på, at spillere fra ligaens start er med, selvom deres produktion har svært ved at måle sig med spillerne fra i dag.

Men opgaven ser ikke ud til at være lykkedes, og slet ikke når vi kigger på running backs, hvor den seneste spiller, der kom med, var Emmitt Smith, der gik på pension i 2004. Der er med andre ord en periode på 15 år, der ikke er repræsenteret på holdet.

LaDainian Tomlinson og Adrian Peterson har begge vundet MVP-trofæet, Tomlinson har rekorden for flest rushing touchdowns i en sæson med 28 og fleste samlede touchdowns med 31, mens Peterson er en af syv spillere, der har løbet for over 2000 yards i en sæson. Sammen med O. J. Simpson (som er blandt de 100 spillere) har Peterson rekorden for flest kampe med mere end 200 rushing yards (seks styk). Begge spillere er i top ti over samlede rushing yards nogensinde.

Der er med andre ord rigtig mange gode grunde til, at de to spillere burde være med på listen – og man kan ikke holde deres manglende mesterskaber imod dem, når man ser på de andre spillere, der er blevet valgt.

Argumentet vil formentlig være, at running backs ikke har samme betydning for et hold, som de havde før i tiden, og selvom det kan være rigtigt nok, er både Tomlinsons og Petersons produktion stærk nok til, at den kan måle sig med flere af spillets bedste nogensinde.

Flere vil nok pege på Tomlinson som den bedre af de to spillere, og det er også rimeligt nok – Tomlinson har flere touchdowns og flere samlede yards over færre sæsoner. Omvendt har Peterson været en iron man, som stadig producerer i ligaen. Jeg mener, at mindst en af de to hører hjemme på listen, når vi taler om de bedste running backs gennem tiderne – og jeg ville have det fint med begge valg.

J. J. Watt, Defensive end (2011 – nu)

I NFLs historie er der kun to spillere, der har vundet Defensive Player of the Year tre gange – den ene er Lawrence Taylor, og den anden er J. J. Watt. Mens Lawrence Taylor både kom på listen og medvirkede i TV-programmet om århundredets hold, blev der ikke plads til Watt på holdet.

Det er i mine øjne svært at komme udenom Watts dominans. I 2015 blev han nummer et på NFL Top 100 – en liste sammensat af spillerne i ligaen – foran Rodgers, Brady og Manning. Og så sent som i denne weekends kamp mod Bills så vi den effekt, han kan have selv efter have siddet ude med en skade. Hvis man vil argumentere for, at han ikke hører hjemme på listen, vil de primære argumenter være manglende succes i slutspillet og de mange skader.

Det er svært at give Watt skylden for de manglende sejre, når man ser på de hold, Texans har haft gennem hans karriere – og derudover er der som før nævnt andre spillere blandt de 100, der heller ikke har haft meget succes i slutspillet.  At Watt kun har spillet seks fulde sæsoner, er et bedre argumentet, men når han har været All-Pro i fem af sæsonener – og på et tidspunkt blev set som ligaens bedste spiller – mener jeg, at produktionen har været stærk nok til at retfærdiggøre en plads på listen.

Som nævnt før har fokus været på at repræsentere alle ligaens 100 år, hvilket ser ud til at have haft den uheldige effekt, at de senere år er underrepræsenterende. De eneste aktive spillere, der kom med blandt de 100, er Tom Brady, Larry Fitzgerald og Adam Vinatieri. De seneste defensive ends der kom med på listen er Bruce Smith og Reggie White der begge blev draftet i 1985.

Det er umuligt at sammenligne Watt med en spiller fra listen som Bill Hewitt, der spillede hele karrieren uden en hjelm og samtidig var holdets fullback. Der er tale om en anden tid og næsten en helt anden sport – men de senere år burde være bedre repræsenteret på listen. Især når man kigger på, hvor stor en rolle defensive ends har. Det illustreres tydeligt ved, at hold giver de store kontrakter til defensive ends, ligesom de bliver valgt tidligt i draften. I en quarterback-liga handler det om at have en spiller, der kan lægge pres på quarterbacken – og der er ikke mange, der var bedre til det end J. J. Watt.

Drew Brees, Quarterback (2001 – nu)

Det er let at finde argumenterne for, at Drew Brees hører hjemme på listen. Han har flest touchdowns nogensinde, flest yards nogensinde og den højeste completion percentage nogensinde. Han er spilleren, der brød forbandelsen og gav New Orleans Saints deres første mesterskab. Sidste sæson var det set kun Patrick Mahomes, der var bedre på positionen. Og Brees er stadig aktiv og bygger videre på sit resume.

Men spørgsmålet bliver igen, hvem der skulle pilles af listen for at gøre plads til Brees?

For problemet er ikke de spillere, der er blevet valgt – til gengæld virker ti pladser til spillets vigtigste position som for lidt, når man vælger 100 spillere. En spiller som Aaron Rodgers ville mange formentlig gerne have set på listen, ligesom Steve Young også har et stærkt argument med tre Super Bowls og to MVP-trofæer.

Skal man agere djævelens advokat, kan man argumentere for, at Brees’ statistikker er et produkt af den æra, han spiller i, og at han aldrig var ligaens bedste spiller. Den første pointe giver nogenlunde mening, hvis vi ser på, hvordan spillet har ændret sig. Seks af spillerne i top 10 over flest kastede yards er aktive spillere, og en spiller som Matthew Stafford, der knap nok er en top ti quarterback i dag, har flere yards end Joe Montana, der af flere regnes som den bedste spiller nogensinde.  Statistikken er dog ikke helt uden betydning, og vi ser da også flere af de bedste quarterbacks i toppen af listen over kastede yards. Men der er ikke et 1:1-forhold mellem spillerens kvalitet og antallet af yards – især ikke når kigger på spillere fra tidligere æraer.

Men Drew Brees er væsentligt mere end sine statistikker alene, og selv uden rekorderne hører han efter min mening hjemme på listen for sit spil. Statistikkerne understreger dog, hvor længe Drew Brees har spillet på et højt niveau.

Det virker gak at sammenligne Brees med en spiller som Sammy Baugh, der sluttede sin karriere i 1952, eller Otto Graham der sluttede karrieren i 1955. Spørgsmålet er, om hvordan Brees klarede sig sammenlignet med de spillere fra hans generation, der kom på listen. Var Brees en bedre spiller end Tom Brady og Peyton Manning? Formentlig ikke – men der er også tale om to spillere, som mange vil mene, er de to bedste quarterbacks nogensinde.

Brees har også været uheldig med at Saints i nogle år havde alvorlige problemer i defensiven, som spændte ben for holdet – men Brees har stadig nok succes i slutspillet til at retfærdiggøre en plads på listen.

Hvis man argumenterer for, at running backs betydning før i tiden retfærdiggør at spillere fra den tid er overrepræsenterede, skulle denne logik også betyde at nutidens quarterbacks skulle fylde mere på holdet – og hvis vi taler om denne generation, er Brees umulig at komme uden om.

Shannon Sharpe, Tight end (1990 – 2003)

På samme vis som man kan argumentere for, at ti quarterbacks er for lidt, kan man også argumentere for, at fem tight ends er i underkanten. Shannon Sharpe var førstevalget på tight end, da NFL sammensatte et hold for halvfemserne, han har tre mesterskaber, otte Pro-Bowls og fem fem All-Pro-sæsoner – og alligevel er der ikke blevet plads til ham på holdet.

Positionen har ændret sig så meget, at man ikke kan sammenligne de spillere, der kom med blandt de 100. En sæson med 1000 yards er blevet kutyme for de bedste tight ends, mens eksempel John Mackey – der var blandt de fem tight ends på listen – havde 829 yards i sin bedste sæson. Mike Ditka, der også er med, havde kun én sæson over 1.000 yards. Det giver derfor ikke meget mening at spørge om, Sharpe er en bedre tight end Ditka eller Mackey, selvom statistikkerne set med 2020-øjne er bedre for Sharpe. Selvom du stadig ser en spiller som George Kittle, der er eminent til at blocke, er positionen gennem årene blevet mere receiver og mindre lineman – og det afspejler statistikkerne.

Sharpes statistikker når ikke Tony Gonzales’, men når det kommer til mesterskaber, er det kun Gronkowski, der kan følge med Sharpe. Selvom Gronkowski var en bedre spiller end Sharpe, har Sharpe næsten spillet i dobbelt så mange kampe og hans samlede statistikker er også derefter.

Hvis vi diskuterer den bedste tight end nogensinde, vil det oftest være et spørgsmål om man vælger Gonzales eller Gronkowski. Gonzales vandt meget lidt, men spillede længe og fik alle rekorder – Gronkowski havde en kort karriere, men vandt næsten så meget som muligt i den periode. Med Sharpe får man lidt af begge dele. Han havde mere succes end Gonzales men uden rekorderne og flere gode år end Gronk men ikke på samme niveau.

Sharpe er ikke den eneste tight end, som man kunne argumentere for skulle have en plads på listen – Antonio Gates, Jason Witten og Ozzie Newsome er også navne, man kunne nævne. Alt i alt virker fem tight ends blandt de 100 spillere som for lidt.

Terrell Owens, Wide receiver (1996 – 2012)

At Terrell Owens deler vandene, fik vi syn for, da tog ham flere år at blive valgt ind i Hall of Fame på trods af hans mange meritter. Det billede gik igen ved dette århundredes hold, hvor Terell Owens ikke var en af de wide receivere, der blev valgt til holdet.

På forudsigelig vis resulterede dette i en omgang brok fra Owens på Twitter – men han har en pointe. Han er top i tre i flest touchdowns nogensinde og top tre i flest yards nogensinde, og hans produktion er mere eller mindre på samme niveau som Randy Moss og Marvin Harrision, der begge kom med blandt de 100 spillere og som spillede cirka samtidig med Owens. Et hurtigt kig på statistikkerne for de tre spillere:

Harrison: 190 kampe, 14.580 yards, 128 touchdowns

Moss: 218 kampe, 15.292 yards, 156 touchdowns

Owens: 219 kampe, 15.934 yards, 153 touchdowns

Og dette er de rå tal – avancerede statistikker peger også på, at de tre receivere stort set er lige gode. Og modsat de to andre spillere spillede Owens aldrig sammen med en quarterback af Tom Bradys eller Peyton Mannings kaliber – så hvis man vil argumentere for, at Owens er den bedste spiller af de tre, kan man have en sag.

Steve Largent, der fik en af wide receiver-pladserne på holdet, ramte hovedet på sømmet, da han pointerede, at grunden til at Terrell Owens ikke blev valgt, alene skyldtes hans opførsel uden for banen og i omklædningsrummet. Mens Owens spil og statistikker ikke er til at komme uden om, har beskyldningerne altid gået på, at Owens attitude var et problem for de hold, han spillede for.

Hans stjernenykker er ingen hemmelighed og er formentlig den primære årsag til, at han nåede at spille for flere klubber end hvad man normalt kunne forvente af en spiller af hans kaliber.  Men Randy Moss var også en kontroversiel spiller, hvis arbejdsindsats til tider var et spørgsmålstegn. Mens Harrison ikke blev set som en diva-receiver, har han trukket flere af de forkerte overskrifter uden for banen med flere anklager om mordforsøg – til trods for Owens’ kontroversielle karriere har han ikke haft problemer med ordensmagten.

Det er svært at vide, hvor stor en distraktion Owens var i omklædningsrummet og uden for banen. Men sporten spilles nu engang på banen, og her var Owens blandt de bedste receivere nogensinde.

Der er i det hele taget flere wide receivere, som man kan argumentere for skulle være med på listen. Calvin Johnson er blevet nævnt, og selvom han i sine bedste sæsoner kan måle sig med stort set alle receivere gennem tiderne, spillede han efter min mening ikke længe nok. Julio Jones og Antonio Brown burde også nævnes blandt nutidige spillere, om end de begge har brug for nogle flere sæsoner for i mine øjne at gøre sig fortjent til en plads mellem de bedste wide receivere nogensinde.

Ray Nitschke, Middle linebacker (1958 – 1972)

Som det kan ses, er det primært spillere fra de seneste årtier, der er blevet forbigået. Derfor undrer det også lidt, at Ray Nitschke ikke er med på listen, da han ellers en spiller, der hvis navn ofte kommer op, når datidens stjerner nævnes.

Nitschke vandt fem NFL-mesterskaber og to Super Bowls med Vince Lombardis ikoniske Green Bay Packers-hold, og han var både en del af årtiets hold i 60’erne og det hold, der blev sammensat, da NFL fejrede 75 års fødselsdag. Taget i betragtning at nye spillere er kommet til, må det forventes, at der er spillere, der falder fra, men det er stadig lidt overraskende, at Nitsche er blandt dem. Især fordi der kun er tilføjet tre nye spillere til listen (Ray Lewis, Junior Seau og Derrick Brooks).  Næste gang NFL laver et hold som dette, skal der formentlig gøres plads til spillere som Von Miller, Bobby Wagner og Luke Kuechly på linebacker-pladserne, så Nitschke bliver næppe den eneste spiller, der med tiden må vige pladsen.

Nitschke var All-Pro First Team to gange, og Second Team fem gange. To First Teams lyder måske ikke af så meget, men han blev overhalet af Dick Butkus, Joe Schmidt og Bill George. De to første kom begge med blandt de 100 spillere, og Bill George har ligeledes et godt argument for at være med på listen (han har måske endda en stærkere sag end Nitschke). Men ingen af dem vandt lige så meget som Nitschke – og jeg tvivler på Nitschke ville bytte sine syv mesterskaber for en plads på listen.

På samme måde som Brees lider under at have spillet samtidig med flere af spillets bedste quarterbacks, ser Nitschke ud til at have lidt under at have spillet samtidig med flere ikoniske linebackere. Og det er svært at argumentere for, at der skal gøres plads til flere linebackere på århundredets hold, ligesom der i mine øje allerede er en overvægt at spillere fra ”gamle dage” – men derfor er stadig overraskende, at Nitschke ikke er med på listen.