Selve rygraden i filmen er Robsons tid som cheftræner i FC Barcelona. Her tilbragte han en enkelt sæson i 1996/97, og med denne som udgangspunkt springer filmen både frem og tilbage i tiden.

Hvorfor man har valgt lige præcis sæsonen i Barcelona som udgangspunkt, får stå hen i det uvisse, for bortset fra sæsonen efter, hvor han var chef i PSV Eindhoven, var det mandens korteste stop i den lange træner/manager-karriere.

Måske fordi Barcelona i sin nuværende forfatning er så klart den største adresse, han residerede på, og derfor måske vil vække størst genklang hos nutidens publikum, der får chancen for at stifte bekendtskab med en mand, om hvem der blev sagt og skrevet meget, ikke mindst i de otte år han var chef for det engelske landshold, men som uden skyggen af tvivl også var et af de mest sympatiske mennesker, man kunne møde.

Det viser ikke mindst tiden hos FC Barcelona, idet Robson af både den lokale presse og klubbens ledelse blev usselt behandlet, og stadig skal man lede længe efter en medarbejder eller tidligere spiller i klubben på daværende tidspunkt, som har et dårligt ord at sige om Robson.

Og det skorter ikke på store navne, som filmskaberne har fået til at udtale sig. Fra et dansk perspektiv noterer man sig selvfølgelig Frank Arnesen, som var i PSV på samme tid, men også José Mourinho, Ronaldo, altså brasilieren Ronaldo (på et overraskende godt engelsk!) og Pep Guardiola taler med tydelige varme følelser om deres tid sammen med Robson.

Guardiola løfter endda sløret for en forbløffende detalje, som ikke skal afsløres her, men som siger alt om, hvilket menneske Bobby Robson var.

Der spildes ikke meget tid på hans aktive karriere, og trods 20 landskampe for England, er det også ok, det var karrieren som manager, der var klart det mest interessante.

Ikke mindst de 13 år i Ipswich, som denne skribent sagtens kunne have slugt en hel selvstændig dokumentar om, og som efter min mening ikke helt berøres nok. Det var en massiv bedrift at føre klubben fra Suffolk til både FA Cup-trofæet samt til tops i UEFA Cup’en (den nuværende Europa League).

Prøv bare at se på, hvad klubben har vundet, siden Robson skiftede klubben ud med det engelske landshold.

Det blev til både skidt og kanel i de otte år i spidsen for “Three Lions”, men tiden efter er nærmest én lang og imponerende succes-historie. Nævn én anden engelsk cheftræner som har vundet titler i både England, Spanien, Portugal og Holland? Nej vel, de står ikke i kø.

Karrieren blev rundet af i spidsen for Newcastle United, en drengedrøm for den lokale “geordie”, og i øvrigt et kapitel der viser, hvor fodboldverdenen stod sidst i 90’erne.

Der sad en klubejer i Newcastle, som kunne se, at det hele er ved at gå ad hækkenfeldt til, og derfor naturligt nok tænkte, “hvem kan vi få ind til at vende skuden?” At han så derefter tænkte, “vi prøver sgu at spørge cheftræneren for Barcelona, om han kunne være interesseret i et skifte”, virker i dag nærmest vanvittigt.

De mest rørende øjeblikke i filmen er passagerne, hvor Paul Gascoigne beretter om det tydeligvis varme forhold, der var mellem Robson og “Gazza”. Der kræver i hvert fald en mere hårdfør sjæl end denne skribent, hvis ikke øjenkrogen skal blive lidt fugtig i forbindelse med den sidste historie, Gascoigne deler ud af.

Er du gammel nok til at huske Bobby Robson, kan filmen varmt anbefales som en påmindelse til dig selv om, hvilken karriere manden rent faktisk præsterede. Der skal nok være et par anekdoter undervejs, som du ikke kendte i forvejen.

Er du ikke gammel nok til at huske Bobby Robson, så lad filmen være en del af din historie-undervisning.

Bobby Robson var et lysende eksempel på, at det kunne lade sig gøre at kombinere en yderst succesfuld karriere med at være vellidt i alle afkroge. Respekt.