Skip to main content

Blot 12 måneder efter han kom til Barcelona for svimlende 970 millioner kroner i sidste års vintervindue, fremstår Philippe Coutinhos langsigtede fremtid på Camp Nou mere og mere usikker.

15 mål og 10 målgivende afleveringer i 45 kampe i løbet af hans første 12 måneder hos den catalanske gigant er ikke et dårligt afkast, ligesom han fik til opgave at sparke straffespark i sidste års Copa del Rey-finale mod Sevilla, da den hjemlige double blev sikret. Så sent som i oktober fandt han nettet igen i en 5-1-Clasico-sejr mod Real Madrid.

Nu er det imidlertid mere end en måned siden, Coutinho startede inde i en La Liga-kamp, og det er åbenlyst vanskeligt for 'Blaugrana'-træner Ernesto Valverde at finde plads til brasilianeren i den foretrukne start-11'er.
 

Alle kan se, at Coutinho har det naturlige talent og en ditto teknik til at spille i Barca, og straks fra ankomsten (han strejkede i bund og grund for at gennemtvinge skiftet) klikkede han godt med sin tidligere Liverpool-holdkammerat Luis Suarez og andre af topfigurerne i Camp Nou-omklædningsrummet.

Han blev også hurtig populær blandt tilhængerne, der satte pris på hans tendens til at skyde på alt, hvad der rører sig, og ofte score fra lange afstande. Coutinho fandt dog aldrig rigtig en stamplads i Valverdes 4-3-3-formation.

Da han kom til, blev han ofte beskrevet som en ny Andres Iniesta, men det stod hurtigt klart, at han ikke var i besiddelse af den taktiske forståelse, der skal til for at styre en kamp som Iniesta eller en anden meget savnet La Masia-knægt, Xavi Hernandez. Sommerindkøbet Arturo Vidal og landsmanden Arthur Melo står i dag foran Coutinho i køen til en af de tre midtbanepladser.

Et lignende taktisk hovedbrud kunne meget vel have været en af årsagerne til Brasiliens overraskende VM-farvel mod Belgien i sommerens VM-slutrunde. Adrien Raboiots annoncerede tilgang fra Paris Saint-Germain til sommer vil blot skærpe konkurrencen yderligere.

Coutinho havde en vis succes på fløjen i en fronttrio – især da Lionel Messi blev skadet tidligt på sæsonen. Messis comeback udfylder imidlertid den flydende playmakerrolle i klubben. Ousmane Dembele har – til trods for alle sine problemer uden for banen – den fart og direkte stil, som Barca har brug for på den modsatte fløj.

Efter at han selv kom tilbage efter en skade sidst i november, har Coutinho nu ikke startet en La Liga- eller Champions League-kamp i fem uger, så han og Barca befinder sig i en noget tricky situation; han er en stor stjerne og ét af de største brands i klubben – ikke mindst i Sydamerika. Af grunde, som til dels har været uden for hans egen kontrol, er han ikke brugbar nok for holdet.

Der har også været rygter om, at brasilianeren ikke altid passer nok på sin fysik, hvilket er et krav, hvis man uge efter uge skal kunne spille den krævende boks-til-boks-rolle. "Coutinho er fundamental for os", sagde Valverde diplomatisk sent sidste år. "Han kommer til at spille mange kampe og mange som en del af start-11'eren".

Ikke desto mindre var han tilbage på bænken i den første La Liga-kamp i 2019, hvor det kun blev til få minutter til sidst i 2-1-sejren ude mod Getafe. Situationen kan på mange måder sammenlignes med den, Isco står i i Real Madrid. Alle anerkender begge spilleres talenter og tekniske evner, men det er ikke mange trænere, der evner at bruge dem, så holdet samtidig får maksimal gavn af dem.

I modsætning til Isco har Coutinho endnu ikke givet udtryk for sin utilfredshed med situationen, men det er svært at forestille sig, at han kan leve med en permanent rolle som reserve. Det er samtidig vanskeligt at spå om, hvorvidt Barcelona vil være villig til at lade ham gå – dog snarere til sommer end i dette januarvindue.

Coutinho har opbakning blandt visse personer i den kreds af mennesker, der træffer transferbeslutningerne på Camp Nou – især dem, der har øje for marketingperspektivet. Paris Saint-Germain skulle dog have været parat til at spendere to milliarder (!!!) på ham sidste sommer – og hvis Neymar eller Kylian Mbappe forlader Paris til sommer, kan sådan et beløb blive svært at afslå.
 

Ser vi bort fra dette vanvid, så har Coutinho stadig det bedste ry i Premier League. Manchester United er blevet nævnt som en mulig bejler, og han er fortsat en populær skikkelse i Liverpool, som han besøgte så sent som i december, da han deltog i en fødselsdagsfest for landsmanden Roberto Firminos kone.

Vi har dog endnu til gode at se, om Jürgen Klopp vil sige velkommen tilbage til en spiller, hvis afgang for et år siden så ud til at frigøre Liverpools perfekt afstemte angrebstrio bestående af Sadio Mane, Firmino og Mo Salah. Aftalen, der i sin tid sendte Coutinho til Catalonien, inkluderer angiveligt klausuler, som indbringer 'The Reds' mere end 150 millioner, hvis han falder til og får succes på Camp Nou.

I øjeblikket er der ingen tegn på, at Coutinho aktivt arbejder på et skifte, og alle involverede parter ser gerne situationen forbedret. Man har imidlertid en nagende fornemmelse af, at de kommende par måneder vil afgøre, om Coutinho er en langsigtet løsning på Camp Nou, eller om han vender tilbage til England tidligere end håbet.