FodboldPremier League

Derfor fortjener Manchester City titlen mere end “Lucky Liverpool”

april 5, 2019

MANCHESTER CITY har på nuværende tidpunkt scoret ni mål mere titelrivalerne hos Liverpool, selvom de har spillet en kamp mindre og ud fra alle parametre spillet bedre. Også ud fra hvad der efter min mening er det sværeste parameter at måle på – nemlig at Pep Guardiolas mænd har spillet det smukkeste fodbold. Det skyldes dels, at midtbanen er fyldt med eminente fodspillere frem for atletiske muskelmænd. Men det skyldes primært, at de har en træner, for hvem smuk fodbold virker som et kald. 

Der er en anden mærkbar forskel på Manchester City og Liverpool, her hvor vi går ind i den sidste del af sæsonen. City har opnået 77 point ved primært at svømme mod strømmen, mens skaderne har ramt dem – både i lang tid og til vigtige spillere. Dommerne har på den anden side tydeligvis ikke været i gavehumør, hvilket igen blev illustreret i weekenden, hvor Kevin Friend var en fjende gennem kampen.

Hos de røde kan man argumentere for det modsatte, hvor skæbnen ofte har givet dem en hjælpende hånd eller snarere to glatte hænder med Hugo Lloris som den seneste målmand, der fuldkommen mistede sine evner og forærede point til Jurgen Klopps mænd. Det er en bizar stribe af målmandsbommerter, der har fået flere til sætte ordene ”Liverpool” og ”Lucky” ved siden af hinanden. Smid derudover nogle tvivlsomme straffespark i mixet, og selv de mest omhyggelige journalister begynder at spekulere i, om skæbnen er på spil. Deres navn ser allerede ud til at stå på trofæet. 2017: Chelsea. 2018: Manchester City. 2019: Lucky Liverpool.

Kort sagt fortjener City at ende som mestre mere end deres modstandere. De har haft en hårdere vej og har gjort det på bedre vis. De ville være mere værdige mestre.

Desværre ved vi fra virkelighedens verden, at det ikke betyder noget. Det er, som William Munny sagde til Bill Daggett, inden han skød hans hoved af i Unforgiven: ”Deserve’s got nothing to do with it”.

For historien er ligeglad med, hvordan det skete – den går kun op i, hvad der skete. For at gøre det hele værre, kædes holdets omdømme sammen med det endelige resultat. De positive elementer hos taberne og de heldige omstændigheder for vinderne glemmes over tid. Vi behøver kun gå tilbage til Tottenhams 2016/2017-sæson som eksempel. Spurs scorede et mål mere end Chelsea i den sæson og lukkede syv færre ind. De omtales nu som ”bottlers” – et hold uden den mentale styrke til at vinde. 

I 2013/2014 væltede målene ind for Liverpool – 101 styk – og holdet vakte ægte begejstring. Men uden for Merseyside er det eneste, som huskes, hvor god Suarez var, og måderne de ikke formåede at vinde på. I det store billede har VM i fodbold været proppet med tapre semifinalister, der både var fantastiske og innovative, og som fortjener at blive husket. Men de er glemte nu, og det eneste, vi husker, er et billede af smilende tyskere.

Det er en nådesløs realitet, at de fine marginer med tiden udvider sig til ekstremer, hvilket bringes os til en endnu hårdere virkelighed. Hvis Angus Gunn kaster en bold i eget net på St.  Marys på fredag, og Mo Salah derefter blæses bagover af en vind og får et straffe mod Chelsea, og en Cardiff-forsvarsspiller kort tid efter bliver så forblændet af Firminos tænder, at han laver et selvmål i det sidste minut… Hvis disse tilfældigheder finder sted, er det nok til at sikre Liverpool en titel. Den 13. maj vil the Strand, Erskine Street og West Derby Road blive til en sø af rødt, og de vil være fuldkommen ulidelige og ligeglade med, hvordan det foregik. På samme måde vil medierne gå mindre op i detaljerne, og i stedet skrive en fortælling om Liverpools triumf, der så vil blive kopieret over i historiebøgerne. Derefter går der ikke længe inden rivaliserende fans også bliver ligeglade med detaljerne, da de har deres egne bekymringer. 

Hvis det lyder voldsomt deprimerende, behøver det ikke være det. Rent faktisk fungerer det som en overlevelsesguide for de kommende uger. For da Tottenham kapitulerede sidste onsdag, skiftede jeg kanal og kom videre med min dag. Jeg forventede det, på samme måde som jeg forventer, at Liverpool vil vinde deres sidste seks kampe, hvilken er grunden til, jeg ikke vil analysere, hvem de skal møde, og hvordan de kan glide i en bananskræl, mens jeg gør mig selv fuldkommen skør.

Det eneste, jeg fokuserer på, er Citys syv kampe, inklusiv den de har i hånden. Vind dem og Liverpools held bliver ligegyldigt. Vind dem og sommeren bliver udholdelig for os alle.

Med Spurs hjemme og United ude bliver det op ad bakke, men det er en svær opgave for et fantastisk hold, der er i stand til at klare dette og meget mere. På den korte bane ligger Citys skæbne i deres egne hænder – ikke Hugo Lloris’. 

Selvom man kan skabe sit eget held, kan man også miste det. Og det kan sommetider være fortjent.