Skip to main content

BARCELONA bør ikke skrive under med Atletico Madrid-forward Antoine Griezmann i år – og de gør klogt i med det samme at gøre det klart, at de ikke har planer om at blive en del af spekulationerne i de kommende måneder.

Idéen om at Griezmann potentielt skulle til Barca har fået nyt liv i de seneste dage, især efter Atleticos Champions League-nederlag til Juventus, der endte deres sæson. ESPN påstår, at den 28-årige har tilbudt sig til Camp Nou-klubben. Griezmanns fremtid var som bekendt genstand for en af sidste sæsons mest langtrukne transfersagaer, der endte med at den franske landsholdspiller til sidst annoncerede i en tv-dokumentar, at han takkede nej til Barca for at blive hos Atletico.

Denne “beslutning” var meget pinlig for Barca-bestyrelsen og især klubpræsident Josep Maria Bartomeu, der var meget offentligt involveret i forsøget i at lokke Griezmann til La Liga-mestrene.

Dokumentaren var produceret af et firma ejet af blaugrana-forsvareren Gerard Pique, men mange i den catalanske klub fandt først senere ud af, at forsøget på at lande sommerens største transfer-navn var mislykkedes, hvilket bidrog til følelsen af, at Bartomeu og hans kollegaer var blevet snydt.

Atleticos dårlige 2018/19-sæson betyder, at spekulationen om Griezmans fremtid igen vil tage til – og de seneste historier siger, at han vil overveje tilbud fra Barca og ”en række topklubber i Europa”.

Udover de sårede følelser hos magthaverne på Camp Nou, er der også mere solide grunde til at Barca skulle takke pænt nej til at være med i forhandlingerne denne gang – hvad end de er offentlige eller private.

Den første grund er udelukkende økonomisk. Griezmann og hans lejr formåede at omsætte Barcas interesse sidste sommer til et bump i kontrakten hos Atletico, hvor han nu tjener €24 millioner om året – en løn der kan have haft en effekt på spændingen i rojiblancos omklædningsrum i denne sæson.

Selvom Griezmann eftersigende er villig til at gå ned i løn for at komme til en større klub, ville alt, som er tæt på det førnævnte beløb, give problemer med en allerede heftig lønningsliste på Camp Nou. Blaugrana-talismanen Lionel Messi tjener mere hos Barca, og i de seneste 12 måneder har ældre spillere som Gerard Pique, Jordi Alba og Sergio Busquets takket ja til nye, lange kontrakter, der dog tænkes at være væsentligt lavere.

Det ser allerede ud til sommeren vil blive mere af det samme for Barca, hvor tilføjelsen af Ajax-midtbanespilleren Frenkie De Jong kan betyde, at andre spillere på store kontrakter skal væk. Midtbanespilleren Ivan Rakitic er eftersigende et af de første navne, bestyrelsen gerne vil af med. Så at tilføje endnu en dyr spiller tæt på de 30, virker ikke alt for klogt.

Og selv hvis pengene ikke var et problem, er det stadig svært at se, hvordan Griezman skulle passe ind på Ernesto Valverdes nuværende Barca-hold. Den tidligere Real Sociedad-fløjspiller har udviklet sit spil i de seneste sæsoner til at være mere effektiv som en lurende forward, der ligger dybt og er meget involveret i spillet på midtbanen – både med og uden bolden – i stedet for at være en dræber i feltet.

Den type spiller har de allerede på Camp Nou. Messis seneste pragtstykke – et sublimt hattrick mod Real Betis søndag aften – har understreget, hvordan den 31-årige stadig opererer i toppen af sine superkræfter. Hverken Griezmann eller nogen anden kan komme tæt på det niveau. Hvordan han og Messi skulle passe sammen på et hold, virkede aldrig åbenlyst sidste sommer – og 12 måneder ser det endnu mindre klart ud.

Barca mangler dog en løsning på den lange bane til at erstatte den nuværende nier Luis Suarez, der nu er 32 år og rimelig hærget. En væsentligt yngre målscorer ligner den bedste mulighed her – måske en der kunne lære under Suarez til at starte med, mens han efterhånden tog over på førsteholdet. Eintracht Frankfurts Luka Jovic er det seneste navn, der bliver omtalt i den catalanske sportspresse, og med den nuværende form ser det ud til at kunne give mening.

Derduover har Barca allerede en fransk angrebsstjerne i Ousmane Dembele, der har udviklet sig markant i denne sæson. Dembeles tempo og direkte spil passer perfekt til Messi i den anden side af angrebet, og duoen ser ud til at have udviklet en gensidig respekt og forståelse i denne periode.

Det er ikke for at sige, at Griezmann ikke er blandt de bedste spillere, der findes. Selvom hans optræden i sidste uges bitre Champions League-exit var en kæmpe skuffelse (mest af alt for ham selv), har hans form i 2019 – hvor han har scoret 10 mål i 11 kampe – været sublim.

Med en pris på eftersigende €120 millioner denne sommer, kan han blive et røverkøb for mange klubber – især det meste af Premier Leagues top seks. Men ikke for Barca, der bør lære af sidste sæson og holde sig fra Griezmann.