TYSKLAND kvalificerer sig til EM i 2020 – det er ikke problemet. Så ud fra denne synsvinkel er denne uges kampe – en venskabskamp mod Argentina i Dortmund i onsdags og en kvalifikationskamp på udebane mod Estland søndag – ikke vigtige. Men det vigtige er, om der er en følelse af fremdrift, og at Jogi Löw kan genskabe troen på, at holdet bevæger sig i en positiv retning.

Kvalifikationen havde fået en god start. Først var der en 3-2-sejr på udebane mod Holland, der blev sikret med et mål i sidste minut, efter en 2-0-føring var blevet sat over styr. Derefter fulgte en afklapsning på 8-0 mod Estland, der kan vise sig at være meningsløs, men som om ikke andet boostede moralen på holdet. Det kunne ligne, at Tyskland var på vej i den rigtige retning efter deres elendige VM.

Men kampene for en måned siden var et seriøst tilbageskridt. Først tabte de 4-2 på hjemmebane til Holland, i en kamp hvor Tyskland så sløve og gammeldags ud. Derefter fulgte en meget uoverbevisende 2-0-sejr over Nordirland. Var den endt i uafgjort, kunne der have været kamp om kvalifikationen – hvor utænkeligt det end lyder. En del af problemet er, at det ikke virker klart, hvilken type hold Löw forsøger at bygge.

Sådan har det været, siden han tog over i 2006. Ved VM i 2010, hvor Tyskland godt nok tabte til Spanien i semifinalen, spillede de formentlig deres bedste fodbold under Löw med et stærkt kontrahold. Farten i omstillingsspillet mod England og Argentina i 16-delsfinalen og kvartfinalen var til at få øje på, og der var tydeligvis blevet arbejdet i træningen på, at disse omstillinger stort set var automatiske.

Tyskland gav Spanien flere problemer end næsten alle andre hold i turneringen (selv Schweiz der slog Spanien) – og at tabe 1-0 på et hovedstød via et hjørnespark var ingen skam. Men Löw virkede utilpas med idéen om holdet som et omstillingshold. Ved EM 2012 forsøgte han sig med en mere progressiv stil, men så snart han gjorde det, sejlede forsvaret. Resultatet var en række uinspirerende optrædener, der kulminerede i et nederlag i semifinalen til Italien anført af Mario Balotelli.

Löw virkede splittet i forhold til hvad der fungerede, og hvordan han mente holdet skulle spille. I Brasilien i 2014 var dilemmaet tydeligt. Tyskland lagde ud med at forsøge at spille fodbold, hvor de sad på bolden og med undtagelse af kampen mod Portugal, hvor Pepe blev sendt tidligt af banen, havde de problemer. Ghana skulle have vundet over dem i gruppespillet og Algeriet gav dem kamp til stregen i 16-delsfinalen.

En bekymret Löw tog sin famøse løbetur på stranden i Rio, og da han kom tilbage, besluttede han sig for at gøre det enkelt. Sid dybt, spil med Miroslav Klose i front og spil kontra. Resultatet var, at holdet sled sig til 1-0 sejre i kvartfinalen og finalen, mens de slog Brasilien 7-1. Men målscoren er misvisende for den kamp: Tyskland spillede fantastisk, men de var fantastiske i forhold til kontraspillet, hvor de drønede gennem Brasilien igen og igen, når de fik bolden tilbage omkring midtbanen.

Siden da har Tyskland aldrig helt fundet formen igen, og de taktiske problemer er blevet forværrede af Löws klodsede forsøg på at forny truppen. Selv efter hans yngre spillere havde gjort det godt ved Confederations Cup i 2017, valgte han at bruge truppen med ældre spillere i Rusland, hvorefter han på brutal og unødvendig vis sagde farvel til Thomas Müller, Mats Hummels og Jerome Boateng. Han fortalte dem ikke bare, at de ikke var blevet udtaget, men gjorde det i stedet klart, at deres internationale karrierer var ovre.

Igen virker problemet til at være et spørgsmål om balance. Löw har været loyal overfor Manuel Neuer i så høj grad, at Marc-Andre ter Stegen offentligt har brokket sig over manglen på muligheder for ham, mens Marco Reus har indikeret, at han gerne så Hummels tilbage. Samtidig er det gennemgående problem ikke gået væk. Mod Holland sad Tyskland dybt og så forholdsvis truende ud takket været tempoet fra Reus, Timo Werner og Serge Gnabry.  Anden halvleg, hvor de prøver at være mindre reaktive, var en gang rod fyldt med individuelle fejl.

Så med mindre end et år til en stor turnering, ved Tyskland ikke, hvilket hold de er – og de ved heller ikke, hvilket hold de forsøger at blive. Efter mere end et årti har Löw stadig de samme problemer