Champions LeagueFodbold

En sejr til United er usandsynligt, men Barcelona er ikke uovervindelige

marts 27, 2019

Der foregår en hård kamp i mit hjem hvor min ældste datter skal vælge hvilket hold, hun vil støtte. Hun er otte – hun er født og opvokset i Barcelona. Hun er blevet undervist i catalansk og alle hendes venner holder med Barcelona – med undtagelse af en, der foretrækker Espanyol.

Men hun er Manchester United-fan. Det bliver hun nødt til. Hun har ikke noget valg, da det er hendes fars hold og familiens hold. Sådan ser jeg det. Desværre er hun ikke altid enig.

“Men far, jeg er her fra,” vil hun ofte minde mig om. ”Du er fra Manchester, så du støtter Manchester. Alle mine venner holder med Barça og alle i skolen siger, at Messi er bedre end Pogba.”

Hvad kan du svare på det? Altså… du kan benytte dig af, at en ven har en ekstra juniorbillet, og du kan tage hende med til Arsenal mod Manchester United i FA Cup. Du kan sætte dig på udebaneafsnittet og håbe på det bedste: en sejr og at hun vil synes om det.

Du droppede planen om at gøre det samme i Brighton i august, da din kone syntes, det var ”dumt og dyrt”. Hun havde ret, da United tabte den kamp. Men fly i januar er billigere end fly i august, og en nat i London kan bruges som en undskyldning til at lave en skoleopgave om Europas største by.

I London vandt United 3-1. Det var en magisk kamp med 5.300 udebanefans, der skabte en konstant heksekedel mod en stor rival. Jeg blev ved med at kigge på min datter i hendes røde, hvide og sorte halstørklæde. Alle var så venlige mod hende – fra stewarderne til de fans, der var omkring hende. Jeg vil gerne kunne sige, at det var den bedste aften i hendes liv, men hun sagde det var koldt og for larmende. Min forklaring om at det var godt, at det var højt, da holdet havde brugt for støtte, blev budskabet ikke købt.

Efter kampen gav gutterne, der var rejst fra Manchester, hende masser af opmærksomhed og støttede deres træner med United-sange. Det kunne hun godt lide, og hun syntes, alle fars venner var en smule skøre, da de svøbte hende i et ”Olegend”-flag.

Han var også begejstret over et køb hos noget der hed “Build-A-Bear” den efterfølgende dag. Jeg ville fylde denne rejse til London med så mange ting hun kunne lide som muligt, så hun ville forbinde rejsen med noget godt, og derfor forbinde kampen med noget godt og forbinde Manchester United med noget godt. Og som følge deraf ville hun – naturligvis – ende som en United-fan. Det virkede delvist.

Tre dage senere skulle hun lave en præsentation foran sin klasse om rejsen til London. Den havde blandt andet en optagelse af hende omringet af opkvikkede fodboldfans, der sang ”Ole’s at the wheel”. De catalanske børn undrede sig over det, mens de så en fodboldverden udover Barcelona. Den kulturelle imperialisme fra Manchester så ud til at virke.

Tre dage efter dette tog jeg min datter i at lære hendes lillesøster ”Ole’s At The Wheel”. Nu kender de alle ordene og synger den hele tiden. Alt ovenfor skal naturligvis ikke tages 100% seriøst. Hun kan vælge sin egen vej i tilværelsen, men når jeg hører dem begge fnise og synge ‘We’ve got Sanchez, Paul Pogba and Fred’, får det mit hjerte til at banke. Det samme når jeg hører hende sige, at Manchester er hendes yndlingsby.

Arbejdet på at gøre dem til United-fans er næsten fuldendt, men en sejr mod Barcelona i kvartfinalerne i Champions League vil sætte det endelige punktum. Det er svært at forestille sig et bedre scenarie, end hvis børnene kan tage i skole næste dag med en United-sejr. Min kone fortæller mig, at der er vigtigere ting at bekymre sig om.

En sejr for United mod Barcelona er, desværre, usandsynligt. Barcelona er Spaniens bedste hold – bedre end Real Madrid, der har været verdens bedste hold i fire af de seneste fem år. Barcelona har den anden kamp på hjemmebane, hvor de for vane at skrue op for deres spil, som kampen skrider frem.

Hold har problemer med at få bolden fra dem, selvom Lyon havde 15 nogenlunde minutter i kampen mellem den. Barça har Lionel Messi, verdens bedste spiller. Han er også i god form. Fantastisk form. Det samme er Gerard Pique, og hvis du spørger Barcelona-fans, hvem der er verden bedste målmand, siger de ikke David de Gea. Marc Andre Ter Stegen er forrygende.

Men come on. United har slået Juventus og Paris Saint-Germain på udebane i denne sæson, sidste nævnte med hvad der dybest set var et B-hold. Der er altid håb. Jeg har set Barça tabe hjemme til Betis og smide point til Girona, Athletic Bilbao og Valencia.

Catalonierne burde vinde en syvende La Liga-titel i et årti og de er i deres femte Copa del Rey-finale i træk (efter at have vundet de tidligere fire). Barca har udvidet der stime uden nederlag på hjemmebane i Europa til 30 kampe, efter de smadrede Lyon 5-1. Messi var sublim, og det samme var Ousmane Dembele, når han spillede, men den unge franskmand er skadet og kan ske ikke at være tilbage til United-kampene i april.

Barça er stadig fantastiske, men de er ikke uovervindelige. De fleste Barça-fans er svære at stille tilfredse, men de opfatter ikke dette hold som et tidsløst et af slagsen. Ikke endnu. Det er et pragmatisk, effektivt hold, et der er godt nok til at slå Madrid på Bernabeu næsten hver gang de mødes.

De kan skrue op for magien, som de gjorde mod Spurs på Wembley tidligere på sæsonen, men de har haft bump på vejen og deres problemer. Coutinho har haft en imponerende sæson, Luis Suarez – som vil få en skøn modtagelse på Old Trafford – ligner en spiller i karrierens efterår. Da træner Ernesto Valverde underskrev en kontrakt for næste sæson for nylig, var det ikke givet på forhånd

Og det er skønt, at disse to giganter i international fodbold har trukket hinanden og skal mødes ude og hjemme for første gang i 11 år. Det er, hvad fodbold handler om, og hvis kampene bliver halvt så gode, som da de to hold mødtes i 1994 (glem udebane-delen) og 1998, eller halvt så medrivende og udmattede som i 2008, venter der os en lækkerbisken.