Det kunne have været den største fodbold-søndag i 2018 i Hamburg, det kunne have været dagen, hvor begivenheden havde henført mindst den ene halvdel af byen i ekstase. Desværre magtede spillerne ikke bare tilnærmelsesvis at levere på banen, hvad tilskuerne gjorde på lægterne.

Og for bare at få det på det rene med det samme: stemningen på Volksparkstadion søndag eftermiddag var vitterlig elektrisk. For første gang i næsten otte år skulle byens storklub, HSV, op imod den selv-betitlede kultklub, St. Pauli, og samtlige 57.000 billetter var revet væk hurtigere, end man kunne nå at sige currywurst.

Der var solidt pres på alle indgange, kontrollørerne svedte godt og grundigt i de næsten 20 grader, som vejrguderne, næsten som om de ville være med til at sørge for en fodboldfest, havde sendt ned over hansestaden denne søndag, og forventningerne var tårnhøje.

Forsiden fra Hamburger Aberndblatt

Hamburger Abendblatt havde seks siders optakt alene i lørdagsudgaven. Sport Bild førte sig frem med HSV-profilen Lewis Holtby på forsiden i håndtryk med St. Pauli-knokleren Marvin Knoll. De mere varmblodige HSV-tilhængere havde sørget for en tifo, der hyldede nogle af klubbens største legender som Kevin Keegan og Horst Hrubesch, men måske man skulle have taget det som et tegn på, hvad der var i vente fra grønsværen, da det åbenbarede sig, at ingen tilsyneladende havde besværet sig med at læse korrektur på teksten til tifoen.

Istedet for ”verzweifelt” var det lykkedes arrangørerne at få skrevet ”verzweifeifeifelt”. Hvis man lytter godt efter, kan man endnu høre latteren runge fra de mange beverdinger i bydelen St. Pauli.

Stemningen hos netop det gæstende holds fans fejlede bestemt ingenting i forvejen, og slagsangene skyllede ned over de som vanligt brun-klædte helte, der åbnede kampen afventende og lod HSV komme. Problemet, hvad underholdningen angik, var bare, at HSV begyndte stort set lige så afventende. Hele første halvleg så i alt fem skudforsøg, bundrekord ikke bare for kampe involverende de to klubber på grønsværen, men for samtlige afviklede kampe i 2. Bundesliga indtil nu.

Søndagen før var HSV løbet ind i en gevaldig kæberasler, da man hjemme på Volksparkstadion tabte hele 0-5 til Jahn Regensburg, og måske var det med angst for at løbe ind i endnu en kontra-kniv, at udgangspunktet virkede langt mere forsigtigt, end den stil HSV-træner Christian Titz ellers havde forsøgt at indføre, da han overtog holdet i foråret, og som forud for det store nederlag trods alt havde kastet fire sejre i træk af sig og 10 mål i processen.

Forsiden på Sport Bild.

Topscorer Lassogga startede på bænken, det samme gjorde den lille troldmand Ito, men de foretrukne i startopstillingen overbeviste ikke om, pladsen er deres i næste kamp. Der var heller ingen St. Pauli-spillere, der markerede sig med andet end et par hårdføre tacklinger, som kastede to advarsler af sig inden pausen.

I denne kunne man så trods alt sidde og more sig over, hvorledes de to klubledere, HSV-bossen Bernd Hoffmann og St. Pauli-præsidenten Oke Göttlich, udførte sværdfægtning i et dobbelt-interview i førnævnte Abendblatt. Hoffmann fik i en sætning sagt ”Pauli”, men blev straks af Hr. Kollega mindet om, at navnet altså var ”St. Pauli, bitte”. Hoffmann fik et kontrastød ind, da Göttlich kaldte HSV for ”blau-weiss” og straks blev korrekset med ”blau-weiss-schwarz, bitte”. Jojo, kom ikke her…

Ingen af parterne følte i pausen trang til at ændre på opstillingerne, hvorfor de samme 22 aktører kom ud igen og fortsatte tristessen trods stadige slagsange fra fankurverne. Efterhånden fik St. Pauli-kurven dog et vist overtag, trods den åbenlyse numeriske underlegenhed. For dem var det ene point åbenlyst at regne for en triumf, mens HSV-tilhængernes begejstring langsomt gled over i frustration.

Det var på datoen, 30. september, præcis et år siden, at HSV spillede sit, for en periode, foreløbigt sidste Nord-derby på hjemmebane mod rivalerne fra Werder Bremen. En kamp der mellem to pressede trænere fusede ud i en 0-0, men dog med masser af spænding på grønsværen og godt med tempo i især 2. halvleg.

Begge trænere fra dén kamp er fortid, men Werder Bremen reagerede hurtigst og er nu nummer fem i 1. Bundesliga, mens HSV for første gang i historien dumpede en række ned og er i færd med at genrejse klubben. Eller som klubboss Bernd Hoffmann udtrykte det i førnævnte interview; ”jeg synes, vi er godt på vej mod at få patienten HSV ud ad intensiv-afdelingen”.

Den slags nul rigtige var selvfølgelig ikke rare at have på nethinden i søndags, istedet stod man og længstes tilbage til hin legendariske aften i marts 1997, hvor man fra sin ståplads på det gamle Volksparkstadion under åben himmel så 1-0 til HSV seks minutter før tid forvandle sig til et 2-2 drama.

Det var desværre ikke i nærheden af at materialisere sig anno 2018. Angrebsbøffen Lassogga blev sendt ind med 20 minutter tilbage, men nåede stort set ikke at røre bolden. Endnu værre gik det for lille Ito, der afløste Aaron Hunt efter 53 minutter og ”brillerede” med ikke at sætte ét ben rigtigt.

”Jeg ved slet ikke, om der overhovedet var én rigtig stor chance i kampen”, udtalte den såkaldte Sportvorstand i HSV, Ralf Becker, efterfølgende, og han behøvede ikke at være i tvivl. Dét var der ikke. Samme Becker var desuden medvirkende til, at der allerede nu sættes spørgsmålstegn ved træner Titz.

”Måske forsøger vi en gang imellem at spille for kontrolleret og løse alle situationer for strategisk. Det gælder om at finde en middelvej, hvor vi kan stå godt bagtil, men samtidig være farlige oppe foran, og som det var mod St. Pauli, var det ikke godt nok”.

At den slags kritik allerede luftes offentligt fik forårets helt store spiller, Lewis Holtby, op i det røde felt efter kampen.

”Man kommer hurtigt i modvind her. Først bliver træneren kaldt den store frelser, alt er super, og pludselig er alting scheisse. Jeg brækker mig!”, lød det aggressivt i Hamburger Morgenpost fra klubbens mest løntunge spiller, som netop under Titz i foråret fik en stor opblomstring og sluttede som sæsonens topscorer.

Og han har i hvert fald ret i dét med modvind. Efter fem runder førte HSV ligaen, efter otte runder spørger man, om træneren nu også er den rette. Måske er det lige tidligt nok, at flytte Dino’en fra intensiv-afdelingen?

At dømme ud fra dialogen på diverse fan-fora ville det ikke have været en overraskelse, hvis der i forbindelse med lokalbraget havde fundet sammenstød sted, men de fleste HSV-tilhængerne luskede hjem fra stadion og lod St.Pauli-gutterne skråle deres ”Wir sind Stadtmeister” mere eller mindre i fred. Det var ligesom svært at argumentere imod.

Fortsættelsen følger i marts næste år. Spørgsmålet er, om hvem der sidder på trænerbænken?