Optakten til denne uges Copa del Rey og La Ligas El Clasico har været forholdsvis afdæmpet, hvilket både er en fordel og måske et problem for Barcelona-træner Ernesto Valverde og Real Madrids Santi Solari.

Tingene har ændret sig siden 2011, hvor Pep Guardiolas Barcelona og Jose Mourinhos Madrid tørnede sammen fire gange på 18 dage i La Liga, Copa og Champions League.

For mange fandt det mest uforglemmelige øjeblik i denne ‘storm of Clasicos’ ikke sted på banen, men i Bernabeus presserum aftenen inden den første del af semifinalen i Champions League. Aftenens første spørgsmål til gæstetræneren var ikke overraskende om de seneste kontroversielle kommentarer fra Mourinho.

“På banen har Jose vundet hele året,” svarede Guardiola, som lignede en person, der virkelig gerne ville af med noget. ”Jeg kan ikke konkurrere med ham. I dette rum er han ”the puto jefe, the puto amo” [en fucking konge, en fucking boss]. Og jeg vil ikke forsøge at konkurrere med ham.”

Det var et Hollywood-øjeblik, der stort set fik alles opmærksomhed i Spanien – uanset om de var fodboldfans eller ej – og sikrede samtidig et endnu større verdensomspændende publikum til kampen den næste dag. Uanset om det var godt eller skidt, trak Guardiola og Mourinho lige så mange – hvis ikke flere – overskrifter end holdenes stjerner Lionel Messi og Cristiano Ronaldo.

24 timer senere vandt Barca 2-0 og tog et kæmpe skridt mod den anden Champions League-titel på tre år for Peps hold. Den efterfølgende sæson var i højere grad en triumf for ”Mou”, da Madrid vandt La Liga og satte rekord for mål og point.

Siden da har begge holds succes foregået under andre store personligheder. Luis Enrique er en anden sprængfarlig personlighed, som kan lide rampelyset – en tidligere leder på banen, der kunne lide at kæmpe med den lokale presse. ”Lucho” havde også sammenstød med Messi og tiki-taka-talismanen Xavi Hernandez, men han formåede at alligevel at matche sin tidligere Barca-holdkammerat ved at vinde endnu en treble i 2014/15.

Zinedine Zidane er en meget anderledes karakter end Mourinho, og de to kom heller ikke overens på Bernabeu. Men Zidanes underspillede og karismatiske lederskab sikrede stadig Madrid de seneste tre Champions League-titler, med store egoer som Ronaldo og Sergio Ramos der blev overbevist om at løfte i flok under den tidligere VM- og Ballon D’Or-vinder.

Denne uges Clasico-trænere er lavet af et andet stof. Ernesto Valverde og Santiago Solari repræsenterede Barca og Madrid som solide, pålidelige holdspillere, men ikke som nøglespillere på førsteholdet.

Ingen af dem blev set som kommende trænere på hverken Camp Nou eller Bernabeu, men begge endte alligevel i deres nuværende stillinger mere eller mindre tilfældigt, da det ikke var muligt at få nogen større navne.

Valverde blev forbigået af Barcelona minimum en gang, mens han imponerede i mindre klubber som Athletic Bilbao, Espanyol og Valencia inden han til sidst fik jobbet i 2017 foran endnu mindre attraktive navne som Jorge Sampaoli og Ronald Koeman. Selvom han allerede var in-house som Castilla-træner, blev Solari ikke rigtig overvejet, da Zidane forlod klubben sidste sommer. Klubbens præsident Florentino Perez måtte trække Julen Lopetegui fra det spanske landshold, da større navne som Jurgen Klopp, Antonio Conte og Max Allegri sagde nej. Og derefter forfremme internt, da Lopetegui-eksperimentet floppede.

Der er ligheder mellem, hvordan deres hold spiller – med en solid struktur, der gør det muligt for de store navne at kreere og spille deres spil. Valverde har fået meget af skylden for, at holdet ikke spiller den underholdende og flotte fodbold, fans er vant til på Camp Nou. Men han har stadig ikke offentligt kritiseret en bestyrelse, der ikke har formået at finde erstatninger for spillere som Xavi, Andres Iniesta og Dani Alves, der var en vigtig del af Peps hold.

Salori sidder også med en dårligere hånd end Mourinho og Zidane, især efter Ronaldo forlod klubben sidste sommer. Han har ligeledes forsøgt at få mest muligt ud af det, han har, ved at sætte talentfulde stjerner som Marcelo og Isco, om er suspekte i forsvaret, på bænken til fordel for mere sikre produkter fra ungdomsholdet i form af Sergio Reguilon og Lucas Vazquez.

Solari og Valverde er begge under kontrakt frem til 2021, men det kommer til at afhænge af deres resultater på banen. Valverdes double i den hjemlige liga var noget af en bedrift, men der var konstant tvivl om hans fremtid. Selv da han underskrev en ny kontrakt i denne måned, sagde han mere eller mindre, at hvis han skulle være i klubben efter sommeren, ville det afhænge af, at klubben vinder flere trofæer i den kommende måned.

Solari er formentlig den Madrid-træner siden Mourinho, der i mest udtalt grad følger den politiske linje fra Bernabeu-høvdingen Perez. Han har fulgt firmalinjen i kontroverserne omkring VAR, og også nikket til lokale iagttageres anklager om, at La Liga har favoriseret Barca ved at give catalonierne en ekstra hviledag inden dette års Copa-semifinaler.

Men argentineren ser det ikke som sin opgave at skabe overskrifter. Da han syv gange blev spurgt om Gareth Bales humør under tirsdagens pressekonference på Valdebebas, gav han en ny version af det samme meningsløse ikke-svar hver gang. Samtidig var Valverde sit sædvanlige, elskelige selv med medierne inden kampen, og gled af på spørgsmålene der gav ham mulighed for at kritiserer Madrid på grund af VAR og alt muligt andet. Begge mænd ser ud til at være tilfredse med at undgå den mediebevågenhed, der fulgte deres forgængere 24/7.

Men manglen på teflon i form et spiller-CV eller personlig karisma betyder, at hverken Solari eller Valverde ses som centrale for deres klubbers fremtid. Mourinho formåede at overleve nederlagene i 2011’s føromtalte ”Storm of Clascio” primært på grund af sin personlighed og evne til at håndtere medierne. Men denne uges store taber vil være under kæmpe pres. Primært på grund af hvem de ikke er.