En landsdækkende avis beskrev på et tidspunkt en kamp mellem Manchester United og Liverpool som ”to skaldede mænd der kæmpede om en kam”.

Hans pointe var dengang, at ingen af de to hold var i spil om titlen, så derfor fortjente kampen ikke den store opmærksomhed, den altid fik.

Selvom begge klubbers fans efterfølgende gav hans iagttagelser hele turen på Twitter, var der en smule sandhed at finde.

Jovist, kampe som denne vil altid have den meget omtalte håneret på spil. Men det betyder altid mere, hvis der er noget afgørende på spil – især hvis det er for begge hold.

Liverpool har kun seks udebanekampe tilbage i Premier League i denne sæson: Manchester United, Everton, Fulham, Southampton, Cardiff og Newcastle.

Søndagens kamp på Old Trafford ser ud til at blive den sværeste af dem alle. En sejr for Liverpool vil være et kæmpe skridt mod den 19. titel. Et nederlag ville omvendt være et ordentligt bump på vejen og vil uden tvivl blive fejret i Manchester – både af de røde og de blå.

Nogle vil rynke på næsen over ideen om, at United skulle være ekstra motiverede af tanken om at sætte en kæp i hjulet på Liverpools titelchancer, men disse folk bør genoverveje deres synspunkt. Vi Liverpool-fans har med glæde gjort det samme, da skoen var på den anden fod. Vi bør ikke forvente noget andet – i virkeligheden bør vi tage imod det med kyshånd.

Fodbold kan til tider virke søvndyssende – så hvis der er konflikt, atmosfære og en grund til at få ondt i maven, så er det kun bedre.

For 27 år siden – på den 26. april 1992 – ankom Manchester United til Anfield og skulle vinde for at bevare håbet om en ligatitel.

Ni dage forinden var Alex Fergusons United så store favoritter til at vinde deres fjerde mesterskab på 25 år, at bookmakerne var stoppet med at tage mod bets på dem.

Ian Rush scorede sit første mål mod Manchester United i 24 forsøg, mens Liverpool vandt 2-0, og United inkasserede det fjerde nederlag på syv dage og forærede titlen til Leeds United.

“The Reds” raslede rundt omkring sjettepladsen i ligaen, men derfor var det ikke mindre skønt at skråle “You lost the league on Merseyside” til rivalernes fans på anden siden af Anfield.

Du kan forsøge at være logisk, lige så meget som du vil. Du kan sætte det ind i en kontekst af, hvad Manchester United opnåede – og hvad Liverpool ikke opnåede. Men i det øjeblik, på det tidspunkt, var det den helt rette respons – og det føltes himmelsk.

Uanset hvordan dit eget hold klarer sig, vil du så gerne se en rival vinde ligaen? Hvorfor skulle du være interesseret i, at forbandelsen blev brudt for en rival?

United-fans drømmer helt sikkert om noget lignende på søndag – og det er på trods af, en kæp i hjulet på Liverpools chancer vil hjælpe Manchester City.

I årevis, i årtier, var de opslugt af had til hvad Liverpool var, og hvad de ikke selv var. For vores 29 år uden titler, havde de 26 års tørke. Dengang så de på, mens vi gjorde rent bord. Så fik piben en anden lyd, og rollerne blev byttet om. Det har ikke været nemt.

Men nu kan frygten brede sig i den kollektive psyke hos United-fans, for at én titel til Liverpool kan blive til flere titler for Liverpool. Og den gang vi sagde, at de skulle komme tilbage, når de havde vundet 18 gange – nu skal de måske bekymre sig om, hvor længe de kan blive ved med at synge “20 times, 20 times, Man United”.

United er genoplivet af Ole Gunnar Solskjær – der stadig på fantastisk aggressiv vis afviser idéen om, at han engang var Liverpool-fan. Selvom der er 14 point imellem de to hold, og United ikke har en chance for at vinde titlen i år, er der ingen tvivl om, at det ikke bliver den føromtalte kamp mellem to skaldede mænd.

Solskjær, der dengang var Cardiff City-træner, sagde som bekendt, at han ikke kunne være mere ligeglad, da han blev spurgt om Liverpools titel-chancer efter et 6-3-nederlag til Brendan Rodgers’ Liverpool-hold.

Nu er han helt sikkert ikke ligeglad – hverken for sig selv, for United eller for muligheden for at tage over for Jose Mourinho på permanent basis på Old Trafford.

Liverpool har modsat formået at bevare roen på trods af situationen. Og Jürgen Klopp er den rette mand til at sørge for, at det fortsætter.

Mens Rafa Benitez engang røg i totterne på Alex Ferguson og gav ham sin liste af fakta om United-træneren, vil det ikke ligge til Klopp at agere på denne måde, som Ferguson mente var motiveret af ”gift” hos spanieren.

Liverpool har ikke haft succes på Old Trafford siden den seneste seriøse titel-jagt i 2013-14. Der var en procession, hvor Davis Moyes’ United blev pillet fra hinanden, Nemanja Vidic blev sendt ud for fjerde gang mod Liverpool, og Rodgers’ hold vandt 3-0 samtidig med at der var plads til, at Steven Gerrard kunne brænde et straffespark.

En gentagelse af dette ville være dejligt, men det er urealistisk.

Ældre ”Reds” vil stadig nikke og smile af nogen af de roser, der sendes Uniteds vej for tiden. Dem, der er gamle nok til at huske fanbladet ”Through The Wind And Rain”, kan huske ”Manc Watch” – hvor det er i hvert blad blev påpeget, hvordan United fik en favorabel behandling i de store medier. Og endda på fast basis.

Nogle vil mene, at det samme finder sted nu. På søndag finder vi ud af, om de fortjener det.