NBA draften i 2014 blev sammenlignet med de bedste drafts gennem tiderne, og holdene gjorde hvad de kunne for at skrabe bunden og for at få fingrene i en af hypede, unge stjerner. Men fem år senere er det svært at finde samme begejstring frem.

Fem år kan føles som lang tid i sportens verden, og det gælder også, når man taler om NBA-draften. For i 2019 kan det være let at glemme, hvor massiv hypen var omkring 2014-draften.

Vi har længe set hold, der skiller sig af med spillere, og gør hvad de kan for at ramme bunden i NBA og toppen af NBA-draften. Men ’tanking’ syntes alligevel at nå et højere niveau i 2014 og fyldte mere i den kollektive NBA-bevidsthed. Lederen i klubhuset var Philadelphia 76ers, der anført af general manager Sam Hinkie lavede noget af det mest åbenlyse tanking, vi længe har set. Men Sixers måtte se sig overhalet af et overraskende elendigt Milwaukee Bucks-hold og et middelmådigt Cleveland Cavaliers hold, der igen havde held i draften og kunne sikre sig førstevalget, selvom deres statistik var noget over ligaens dårligste hold.

Maple Jordan

Canadiske Andrew Wiggins blev længe set som det oplagte førstevalg, og NBA-verdenen havde siden high school haft kig på ”Maple Jordan”. Da draften nærmede sig begyndte idéen om Wiggins’ holdkammerat Joel Embiid som førstevalget at vinde indpas, men da Joel Embiid inden draften måtte opereres i foden, virkede Wiggins som det sikre valg. Cleveland valgte canadieren med førstevalget i draften, men efter Summer League voksede spekulationerne om, om Wiggins skulle være en del af det nye Cavaliers-hold anført af LeBron James. Efter en del ventetid, hvor Wiggins nåede at lave et par akavede interview i Caveliers-trøjen, blev han sendt til Minnesota Timberwolves i handlen for Kevin Love. To år senere vandt Cleveland klubben første NBA-mesterskab, så for dem gav handlen pote – for Timberwolves er det et mere mudret billede.

Wiggins kom stærk fra start og blev Rookie of the Year i 2015. Alt efter hvem man spørger, er hans udvikling siden da enten gået i stå eller gået i den forkerte retning. Kigger man på PER og VORP er det gået ned af bakke. Kigger man på de mere grove statistikker som point per kamp, så ser det ud til at være gået bedre. Der var godt nok et mindre dyk, men det kunne forklares med tilførslen af Jimmy Butler, en spiller der på flere punkter minder om Wiggins.

Timberwolves gav dog Wiggins en max-kontrakt på 148 millioner dollars. Logikken er forståelig nok. Kolde Minnesota er ikke en Free Agent-destination, og Wiggins potentiale var svært at give slip på. Inden Wiggins kunne skrive under på kontrakten skulle han dog love holdets ejer Glen Taylor, at han ville blive bedre. En meget bizar forespørgsel, der burde få alarmklokkerne til at ringe.

Wiggins omdømme har sjældent været lavere end nu. Og med den enorme kontrakt, der startede i denne sæson, ligner han en spiller, der ikke kan flyttes. På fem år er Wiggins gået fra at være set som den næste superstjerne, til en spiller de fleste hold ikke ville røre med en ildtang. Man kan ikke udelukke, at Wiggins får vendt karrieren. I et interview i denne sæson lovede Wiggins en tydeligvis skuffet Kevin Garnett, at han ville blive en All-Star i næste sæson – man kan tvivle en del på, om han kommer til at holde det løfte. Omvendt har blandingen af momentvise højdepunkter, hype og atletiske evner været nok til at gøre Wiggins til mangemillionær – spørgsmålet er så, om han er tilfreds med dette, eller om han på et tidspunkt kommer til at indfri potentialet.

Skaderne ramte resten af toppen

I starten af 2013/14-sæsonen lignede Utah Jazz ligaens værste hold, og flere kunne allerede se ideen om at mormonen Jabari Parker skulle spille i Utah. Wiggins var stadig set som det oplagte førstevalg, men i lang tid var det de to spillere der var i fokus, inden Embiid kom ind i diskussionen i løbet af sæsonen.

Utah endte dog ikke helt i bunden, så Milwaukee Bucks valgte glædeligt Duke-spilleren med andetvalget i draften, men Jabaris karriere har siden da været en endnu større skuffelse end Wiggins’ – primært på grund af skader. Når man ser på, hvor mange skader Parker har pådraget sig, kan man faktisk argumentere for, at han lige nu er bedre, end hvad man kunne forvente. Men inden draften talte man om Parker som den næste Carmelo Anthony – det skib er for længst sejlet. Parker forlod Bucks uden at Milwaukee fik noget igen, og han indledte sit næste kapitel hos Chicago Bulls med at fortælle reporterne, at der ikke var nogen penge i at spille forsvar. Siden da røg han ud af rotationen på et elendigt Bulls-hold og blev sendt til Washington Wizards, hvor han har snittet 15 point. Parker skrev under med Chicago for to år til 40 millioner dollars med en team option for næste sæson – hvilket formentlig betyder, at han vil være på sit fjerde hold til næste sæson. Parkers offensive evner betyder formentlig, at han blive ved at inkassere checks fra NBA-hold i nogle år – men han bliver aldrig den superstjerne, man troede for fem år siden.

Philadelphia 76ers var det eneste hold i top tre, der fik value for money. I lang tid så det dog ikke sådan ud. To sæsoner skulle der gå, inden Joel Embiid spillede sin første kamp for Sixers, og efter 31 kampe, måtte han misse resten af sæsonen med en skade. Sixers havde dog set nok til at give Embiid en kontrakt på 148 millioner dollars (dog med en del muligheder for at spare penge, hvis Embiid ikke kunne spille). Sidan da har Embiid virkelig leveret for Philadelphia. Embiid har godt nok kun spillet henholdsvis 63 og 64 kampe i de efterfølgende sæsoner, men han har været en af ligaens mest dominerende spillere, og Philadelphia har som følge heraf været et af Eastern Conferences bedste hold. Sixers var som bekendt kun et ”lucky bounce” fra at serien mod dette års mestre, Toronto Raptors, kunne være endt anderledes – og Embiid er en af de primære grunde til, at holdet var i den situation.

Selvom Embiid har været en langt bedre spiller end Wiggins (når han har spillet), kan man spekulere i, om han ville have været dette rette valg for Wolves. Ville Embiid have betydet, at Minnesota ikke draftede Karl Anthony-Towns det efterfølgende år? Ville Embiid være blevet sendt væk eller ville Timberwolves have draftet DeAngelo Russell? Det er ikke sikkert at Timberwolves ville have haft samme tålmodighed med Embiid som Sixers har haft – så det kan ikke udelukkedes, at de ikke ville have høstet frugterne.

Efter top tre gik det slag i slag med draften. Der var flere gode spillere som eksempelvis Aaron Gordon, Marcus Smart, Julius Randle og Jusuf Nurkic, og samtidig var der ikke nogen hold, der ramte de helt store skæverter. Utah Jazz er dog næppe tilfredse med, hvad de fik ud af femtevalget Dante Exum, der blandt andet missede sin anden sæson med skader, men klubben gav ham dog alligevel en ny kontrakt – så helt skidt har det ikke været. Senere i første runde valgte Celtics en håbløs spiller i James Young – der nu er ude af ligaen – og Raptors tog den ukendte brasilianer Bruno Caboclo, der spillede 25 kampe for Toronto på fire år. Men på daværende tidspunkt vi allerede et sted i draften, hvor der var langt mellem snapsene.

Vi skal helt ned til Nikola Jokic i anden runde for at finde en spiller – udover Embiid – der er blevet en stjerne. Det lå ikke i kortene, at den kvabsede serbier skulle blive en af draftens bedste spillere, men Jokic har været en af denne sæsons bedste spillere – og endte på All-NBA First Team efter en sæson hvor han snittede 20 point, 10 rebounds og 7 assists.

Spørgsmålet er, om Sixers eller Nuggets endte som draftens helt store vinder. Med Embiids skadehistorik virker det ikke urealistisk, at Jokic vil kunne overhale ham inden om på et tidspunkt – hvis han ikke allerede har gjort det. Alene at Nuggets fik 80 kampe ud af Jokic i denne sæson taler til Jokics fordel. PER ligger utrolig tæt for de to spillere, selvom Embiid har flere points og rebounds per kamp. I sidste ende er begge hold nok godt tilfredse – modsat mange af ligaens andre hold.

2014-draften kan fungere som en af mange påmindelser om, at draften er alt andet end en garanti. Hold kan overbevise dem selv om, at Zion Williamson er den næste LeBron James eller Charles Barkley, men man kan godt være bekymrede for, om hans knæ kan holde til 82 kampe og en kampvægt på 130 kilo eller mere. Der kan dog ikke være meget tvivl om, at han bliver førstevalget natten til fredag dansk tid – men kun tiden vil vise, om det giver pote, eller om vi fem år fra nu kan sidde og undre os over, hvad der gik galt.