New England Patriots er sat til at vinde 11 kampe i den kommende sæson – de vandt også 11 kampe i sidste sæson, men ellers skal vi helt tilbage til 2009 for at finde en sæson, hvor New England vandt 11 eller færre kampe. Så selvom der er høje forventninger, har de for vane at opfylde dem.
Spørgsmålet omkring New England Patriots i denne sæson vil være, om Tom Bradys spil på et tidspunkt skulle dykke, ligesom vi så i Peyton Mannings sidste sæson. Patriots løb bolden mere i sidste sæson og vandt flere lavt scorende kampe (blandt andet Super Bowl), hvor forsvaret fik sejren i hus, så holdet vil efter alt at dømme trække færre veksler på Brady og bruge running back Sony Michel endnu mere end sidste år. Det betyder dog ikke, at Tom Brady er ligegyldig. Patriots’ succes afhænger af, om den bedste spiller gennem tiderne er tilgængelig eller ej – også selvom der har været lovende takter fra rookie-quarterback Jarrett Stidham i pre-season.
Men Brady har ikke misset kampe på grund af skader siden 2008 – så jeg antager, at Patriots har ham hele sæsonen, og at han kan levere varen, indtil det modsatte er bevist. Jeg tror, at Patriots’ sublime offensive linje – der desværre bliver uden danske Hjalte Froholdt i denne sæson – og det øgede fokus på løbeangrebet betyder, at Brady har en god chance for at komme skadesfri gennem sæsonen.
Et andet spørgsmål bliver, hvordan holdet vil fungere uden Rob Gronkowski. Gronkowski lignede godt nok ikke sig selv i det meste af sidste sæson, men han leverede varen på afgørende tidspunkter i slutspillet. Jeg tror dog ikke, at Patriots for alvor kommer i problemer uden Gronk – de har trods alt vundet uden ham før. Flere har spekuleret i, om han kunne ske at vende tilbage fra sin pension i denne sæson – men denne sommer fremviste han et vægttab, der tyder på, at han ikke har planer om at spille football foreløbig.
Gruppen af receivere kan også give anledning til en del skepsis. Sidste års Super Bowl MVP Julian Edelman har bøvlet med en tommelfinger-skade, men ser ud til at være klar til sæsonstart. Derudover brugte Patriots et første rundevalg på wide receiver N’Keal Harry fra Arizona State, men han er skadet og ser ikke ud til at være klar til sæsonstart. De får samtidig Josh Gordon tilbage fra sin karantæne, men det er svært at forvente særlig meget fra hverken Gordon eller Harry – også selvom vi ved, hvor stort Josh Gordons potentiale er.
Men lad os gå igennem programmet kamp for kamp og se, om 11 sejre virker realistisk for Patriots.
Hjemme mod Steelers – Sidst de to hold mødtes vandt Steelers, mens inden da havde New England vundet fem kampe i træk mod Pittsburgh (inklusiv en playoff-kamp). Steelers er uden LeVeon Bell og Antonio Brown, mens Patriots ligner sig selv og har hjemmebanefordelen, så jeg skyder på, at Patriots starter med en kneben sejr over et Steelers-hold, som jeg tror bliver bedre, end mange forventer. 1 – 0.
Ude mod Dolphins – Dolphins ser rigtig dårlige ud i år, men kigger vi i statistikkerne, er der en klar tendens til at Patriots’ ture til Miami ender i badeferie. Men sidst de mødtes, krævede det et mindre mirakel for Dolphins for at vinde. Omvendt bliver Ryan Fitzpatrick den startende quarterback frem for Josh Rosen, og Fitzmagic viste så sent som i sidste sæson, at han kan hive MVP-lignende kampe op af sin hat – og en hjemmebanekamp mod de forsvarende mestre kunne være en af den type kampe, hvor han er i gear. Men Dolphins er værre end de plejer, og med weekendens Laremy Tunsil-handel, er de nu blevet endnu ringere. Det lader til at være populært, at gætte på endnu et upset i Miami, men jeg tror i sidste ende, at Miami har for lidt talent til at levere en overraskelse – så lad os gætte på endnu en Patriots-sejr. 2 – 0.
Hjemme mod Jets – Sidst Patriots tabte til Jets i ordinær tid var i slutspillet i 2011 – siden da har Patriots vundet alle deres kampe mod Jets med undtagelse af to nederlag i overtid. Jeg tror, at Jets bliver bedre end de plejer og formentlig det andet bedste hold i divisionen. Det bygger på en antagelse om, at Sam Darnold løfter sig spil i sin anden sæson – og at de nye tilføjelser til holdet som eksempelvis LeVeon Bell fungerer. Så mit gæt inden sæsonstart er, at Jets og Patriots deler i porten og vinder en kamp hver – formentlig på deres hjemmebaner. 3 – 0.
Ude mod Bills – Buffalo Bills var svære at blive kloge på i sidste sæson, og jeg aner ikke, hvad man skal forvente fra dem i år. Jeg har set flere, der mener, at det bliver Josh Allen og Bills, der bliver næste år overraskelse i divisionen og ikke Sam Darnold og Jets. Og head coach Sean McDermott har før vist, at han kan tage et hold til slutspillet, så det er ikke urealistisk, at holdet bliver godt i denne sæson. Men med undtagelse af en kamp uden Tom Brady i 2016 har Bills ikke vundet over New England siden 2014, så jeg antager, at det mønster fortsætter, uanset hvor gode Bills måtte være. 4 – 0.
Hjemme mod Redskins – Flere har glemt, at Redskins sidste år havde kurs mod divisionstitlen inden Alex Smith blev skadet, men herefter faldt sæsonen fra hinanden. Smith forventes at sidde ude hele den kommende sæson, og indtil videre er Case Keenum den startende quarterback. Jeg tror ikke, at Patriots får de store problemer – men det skal blive spændende at se, hvordan Redskins kommer til at se ud i år. 5 – 0.
Ude mod Giants – New York Football Giants ligner et godt bud på NFLs værste hold, så lad os gå med endnu en Patriots-sejr. 6 – 0.
Ude mod Jets – Som før nævnt gætter jeg på, at Patriots og Jets vinder en kamp hver, så Patriots får her deres første nederlag i sæsonen (hvis de da ikke fik det i uge 3). 6 – 1.
Hjemme mod Browns – Dette bliver en af de helt store must see-kampe i denne sæson – og måske en forsmag på et møde i slutspillet. Jeg antager, at Patriots vil være topmotiverede (især hvis de kommer fra et nederlag ugen inden) og Bill Belichick serverer et nederlag til sin tidligere arbejdsgiver. At Cleveland stiller med en rookie-head coach mod den bedste coach gennem tiderne, ligner kampens største mismatch. 7 – 1.
Ude mod Baltimore – Jeg tror, at Baltimore Ravens bliver overraskende gode i år, og man kan frygte, at Patriots er magelige efter en sejr over Browns. Det kan også være, at de taber til Browns og efterfølgende har noget at bevise – uanset hvad forventer jeg et nederlag i en af de her to kampe, hvad end det så bliver til Browns eller Ravens. 7 – 2.
Ude mod Eagles – Den første kamp efter New Englands bye week indleder fire vanskelige kampe i træk. Denne kamp kan gå begge veje, men jeg tænker den ekstra uges forberedelse/hvile giver New England fordelen. Carson Wentz skal samtidig vise, at han komme skadefri gennem en sæson, nu hvor Eagles ikke har Nick Foles til at redde dem – er Eagles uden Wentz, kan det godt blive en grim kamp for Eagles. 8 – 2.
Hjemme mod Cowboys, Ude mod Texans – Det er svært at spå om de to Texas-hold inden sæson-start, så jeg slår dem sammen her. Begge hold har en god mulighed for at vinde deres division, men det ville heller ikke overraske mig, hvis holdene ender som nogle af denne sæsons store skuffelser. Texans var lige ved at grave sig ned i et hul i starten af sidste sæson, og deres sæson kunne nemt være gået den forkerte vej. Cowboys har talent nok til at vinde en Super Bowl, men man kan godt tvivle på, hvor godt de håndterer de store forventninger. Hvis sæsonen kommer skævt fra start er det heller ikke til at vide, hvem der er Cowboys-coaxch på dette tidspunkt. Men uanset hvad gætter jeg på, at New England vinder den ene af de her kampe og taber den anden alt afhængigt af, hvilket af de to Texas-hold der er mest skadet eller dysfunktionelt. 9 – 3.
Hjemme mod Chiefs – Chiefs har godt nok tabt de sidste to opgør mod Patriots, men jeg tror, de kan hive en sejr i hus i Foxborough. Primært fordi en sejr betyder mere for Chiefs end for Patriots, men også fordi Chiefs må forventes at være et af de bedste hold i ligaen – hvis ikke det bedste. Så jeg går med endnu et Patriots-nederlag her, i en kamp der også bliver must-see TV. 9 – 4.
Ude mod Bengals, Hjemme mod Bills, Hjemme mod Dolphins – De sidste tre kampe finder sted på et tidspunkt, hvor jeg tror, at slutspillet er uden for rækkevidde for disse tre hold, der godt kunne være blandt de værste i ligaen (formentlig med undtagelse af Bills). Holdene kan tænkes at eksperimentere med unge spillere eller give deres bedste spillere mulighed for at hvile. Samtidig kan alle kampene ske at være must win-kampe for Patriots, hvis de vil ende nummer 1 i AFC. Så lad os antage, de finder slutspilsformen frem og vinder tre kampe i træk. 12 – 4.
Så ud fra denne hurtigere udregning kommer Patriots over 11 sejre. I denne fremskrivning forventer vi, at Patriots slår alle de dårligere hold, men i virkelighedens verden er det ikke urealistisk, at et hold kan overraske dem. Omvendt bygger denne fremskrivning på at Patriots spiller 0.500-bold mod de ”gode” hold – det er slet ikke urealistisk, at de kan gøre det bedre end dette konservative bud. Denne fremskrivning tager heller ikke højde for, at det vi ser som gode hold nu sikkert ændrer sig i løbet af sæsonen – vi har på den ene side hold der kan tænkes at være bedre end forventet som eksempelvis Bills, men samtidig også hold, der kan ske at skuffe som Texans eller Cowboys.
Så hvis man tror, at Patriots kan slå de dårligere hold og minimum vinde halvdelen af deres kampe mod gode hold, virker det realistisk at de vinder over 11 kampe. Spørgsmålet vil så være, om holdet er godt nok til at vinde endnu en Super Bowl – men det er et spørgsmål til en anden dag.