Skip to main content

Naomi Osaka – Elina Svitolina (natten til onsdag 01.00)
Svitolina
Odds 2.17

I forrige runde satsede jeg på, at Osaka ville tabe sæt. Det skete. I sidste runde satsede jeg så på, at hun ville tabe. Det skete ikke. Men hun tabte sæt igen.

Én af begrundelserne for at gå imod hende var, at jeg havde en forestilling om, at Sevastova kunne tage sæt fra hende, og da Osaka sjældent spiller tre-sæts kampe i stribevis, gik min ligning ud på, at kampen ville falde Sevastovas vej.

Det gjorde det som nævnt ikke, men Osaka måtte igen kæmpe sig tilbage efter at have tabt første sæt, og der er grænser for, hvor mange gange man kan gøre det. I øvrigt; Osaka spillede kun én eneste gang i 2018-sæsonen to tre-sættere i træk.

Nå, men som sagt, det er begrænset, hvor mange gange man kan blive ved at tabe sæt og stadig fighte sig igennem, og der kan uden problemer argumenteres for, at Svitolina kan vinde sæt.

De har mødt hinanden fem gange tidligere. Svitolina fører 3-2 og i fire af de fem opgør vandt hun mindst ét sæt.

Hun vandt blandt andet begge deres møder i 2018, begge på udendørs hard court og begge meget sikkert med 6-2 6-4 og 6-4 6-2.

Vinder hun sæt igen, skal Osaka igen igennem tre sæt for at slippe til semifinalen. Det tror jeg ikke, at de mentale ressourcer rækker til.

Enten dét…eller Osaka høvler Svitolina i to glatte sæt, fordi hun nu har fundet sit groove…men den risiko er jeg villig til at løbe.

Serena Williams – Karolina Pliskova (onsdag 09.00)

Det var en monster-kamp Serena Williams var igennem mod Simona Halep i fjerde runde. Det er ikke så let, som det umiddelbart kan såvel lyde som se ud, at holde fast som hun gjorde, når hun nu ikke kunne kapitalisere af en drømme-start.

Hun BANKEDE Halep 6-1 i første sæt på under 20 minutter, og det gør man altså ikke bare uden videre! At Halep så formåede at vende det og på et tidspunkt være favorit på oddset i tredje sæt siger alt om rumænerens fighterevner.

Det siger dog også noget om Serena, at hun holdt fast, ikke lod sig knække af flere breakbolde i det afgørende tredje sæt for så at slå til, da hun tilspillede sig muligheden.

Det har kun gavnet hendes egen tro på sejren, at hun kom helskindet igennem sådan en kamp, men spørgsmålet er så stadig, om det rækker mod Pliskova, som godt nok ser skarp ud.

Hun var propfuld af selvtillid efter sejren over Muguruza og udtalte selv, at selvom hun kommer til Melbourne med en titel i bagagen, føler hun sig i topform rent fysisk og klar til meget mere tennis.

De har mødt hinanden tre gange tidligere og Serena fører 2-1. Alle kampe var på udendørs hard court i USA og alle tre blev afgjort i to sæt.

Ingen af kampene havde mere end 21 partier, hvorfor netop dét spil, under 21.5 partier til odds 1.84 måske er vejen at gå. Jeg vælger dog at stå over på denne match.